I musikkens fællesskab

”Den Splittergale Spillemand - Et portræt af Jacob Hogrebe"
Forfatter: Thorkil Green Nielsen, Forlaget Kahrius
Anmeldt af Spillemand Gudmund Auning
Anmeldelse

Af Gudmund Auring, Spillemand Ram & Sjang.

Mangfoldighed. Det er det ord, som har sat sig fast i én efter endt læsning af ”Den Splittergale Spillemand”. Her møder man en markant personlighed, som gennem et langt liv har udbredt sit musikalske og sociale virke til hele Danmark, ja over store dele af Europa.

Jacob Hogrebe er født i Aars, lige midt i Himmerland, har boet og virket i København og andre steder, men sit livs hovedindsats har han gjort med Aarhus som udgangspunkt.

I bogen fortæller Thorkil Green Nielsen levende og ligefremt Jacob Hogrebes historie helt fra dengang en lykkelig barndom brat og brutalt blev afbrudt ved faderens alt for tidlige død, over ungdommen, den spændende, men ikke uproblematiske tur med Den Rejsende Højskole, rejsen i Tyrkiet, som endte med lang tids uvished i et Tyrkisk fængsel, frem til Jacob Hogrebes største og vigtigste indsats: Arbejdet med De Splittergale, gårdsanger- og gøglertruppen, som består af omtrent tre fjerdedele psykisk sårbare og resten ”såkaldt normale”.

De Splittergale startede nærmest ved en tilfældighed, men har frem til i dag udviklet sig til et kulturelt kraftcenter, hvor medlemmerne hjælper hinanden indadtil og udadtil. De udbreder kendskabet til psykisk syge, sætter behandlingssystemet under debat – men først og fremmest spreder uanede mængder af livsglæde, spræl og humør til et hav af mennesker over hele Danmark og langt ned i Europa.

Nøgleordet i Jacob Hogrebes liv og virke er MUSIK. Det er musikken, der har været inspiration, medie og budbringer i alt det, Jacob Hogrebe har oplevet og udrettet i sit liv. Men for Jacob er musikken ikke en elitær foreteelse, tvært imod. Musikken er elementær og jordnær livsglæde, den skaber kontakt mellem mennesker, fællesskab, sammenhold, fest og humør, den nedbryder fordomme, ophæver grænser og giver et livsindhold, som er uudslukkeligt.

Et andet nøgleord er SOLIDARITET. Ikke som et teoretisk begreb, men som en værdi, der helt naturligt gennemsyrer Jacob Hogrebes måde at leve på hele livet igennem. Hvis et menneske er i knibe, så må der gøres noget. Hvis et folk er undertrykt, så må det ha hjælp og støtte. Denne indstilling har bragt Jacob i kontakt med det forsømte barn Sonni, med kurderne, dette folkeslag, hvis landområde så ulykkeligt er splittet mellem fem nationer, med romaerne, som er foragtet, undertrykt og ugleset i mange lande, fx Ungarn og Rumænien, med misbrugere, med psykisk syge, med gårdsangere og outsidere af enhver art. Alle stederne har han rakt en hjælpende hånd, alle steder har han brugt sin trofaste harmonika. Og med roma musik-og-dansegruppen Lakatos fra Ungarn har han opbygget et flot internationalt kultursamarbejde.

Én afgørende ting, som Jacob Hogrebe lærte på Den Rejsende højskole var denne: ”Du kan alt. Og hvis der er noget, du ikke kan, så kan du lære det. Bare kast dig ud i det.” Er der noget, Jacob har gjort, så er det at ”kaste sig ud i det”. Det har givet ham mange glæder, mange barske oplevelser, mange genvordigheder. Det har ikke altid været spøg at skulle drive et foretagende som De splittergale, med indbygget usikkerhed, konstant økonomisk på pumperne. Man efterlades med en fornemmelse af, at det har slidt på den gode Jacob, og nu har han så trukket sig ud af det for at nyde sit otium. Hvad det skal gå med? Musik, naturligvis. Og heldigvis er De Splittergales fortsatte eksistens overladt i gode hænder.

Thorkil Green Nielsen har ud over Jacob haft kontakt til masser af andre kilder, som hver især på spændende vis bidrager til historien. Bogen rummer oplysende faktabokse og et hav af festlige fotos, som spiller en vigtig rolle i en uhyre livfuld, underholdende og letlæst bog, der indeholder masser af interessante fakta og et spændende tidsbillede fra 1950´erne og frem til i dag.

I virkeligheden er ”Et portræt af Jacob Hogrebe” en hel stribe portrætter, store og små, af snesevis af spændende, interessante og originale mennesker. Fælles for dem alle er, at de ikke tilhører samfundets veletablerede, endsige overklassen. Det myldrer med outsidere af alle slags, men med det til fælles, at de fremstår som spændende, sprudlende og givende mennesker, uden hvilke vores samfund ville være fattigere. Og Jacob forsømmer ikke at fortælle læseren om alt det han har lært af alle sine kammerater.

Mangfoldighed igen. Jacob har virket som en katalysator for denne mangfoldighed af mennesker. Selv tilbageholdende og diskret, som han fremstår i bogen, har han haft en kraft, en kreativitet og en energi, der har medvirket til at ”fremkalde” disse mennesker – på utallige scener, men nu også i denne bog.
For dette skal bogen ha’ min varmeste anbefaling – og Jacob Hogrebe og Thorkil Green Nielsen hjertelig TAK!

Gudmund Auring